Eksempel på rettighedsfokus: 

Med udgangspunkt i de overordnede værdier og rettigheder stiller børnenes grundlovsdag spørgsmål, opfordrer til debat og søger svar på aktuelle problemstillinger. F.eks på følgende områder af betydning for en børnepolitik, der skal baseres på rettigheder til børn og på børnenes vinkel på problemerne. 

Børns ”arbejdsmiljø"

Hvorfor skal kravene til børns ”arbejdsmiljø” i daginstitutioner og skoler reguleres af voksenregler? Hvorfor ikke vurdere pladsbehovet ud fra, at der skal være plads til børn med udgangspunkt i børnenes egne behov? 



Børn og forældres RET til hinanden

Forældre har RET til deres børn. Hvorfor ikke ændre det, så barnet er udgangspunktet? Og at børn således har RET til deres forældre. 

Børnearbejde

Skal beskyttelses kravene være anderledes i et land som Danmark? Kan børns arbejde i Danmark netop medvirke til uafhængighed og integritet? 


Børns integration i de voksnes dagligliv

Hvordan ophæves børns isolation fra voksnes arbejdsliv? Hvordan undgår vi ”børne-ghettoer”, og hvordan får vi børn med i dagliglivets (produktions)processer?

Hvordan arbejder vi – pædagogisk – med at bygge bro over kløften mellem voksen- og børneliv i vores samfund? 

Voksnes styring af børn

Hvordan gør vi op med en voksenstyring, der begrænser børns muligheder og rettigheder? Uden samtidig at svigte børnenes behov for tryghed og tilknytning?

Hvordan sikrer vi børns inddragelse i sager, der vedrører dem selv? 

Barn – først og fremmest

Hvordan sikrer vi, at alle børn først og fremmest ses og behandles som BØRN? At et flygtningebarn f.eks. først og fremmest er et BARN og først derefter flygtning? 

Børnelovgivning

Børnenes grundlovsdag anbefaler, at børnerettigheder og børnevinkler gøres synlige i lovgivningen. Og opfordrer til debat om, hvordan dette bedst sker: I en særlig børnelovgivning – eller gennem stærkere placering af børnene i den almindelige (voksen)lovgivning?

En række faglige organisationer og interesseorganisationer står bag børnenes grundlovsdag


Dansk Folkehjælp, BUPL, Børns Vilkår, DLO, DUI-LEG og VIRKE, fobu - Paraplyorganisation for selvejende og private institutioner, FOA - Fag og arbejde, FOLA - Forældrenes Landsforening, Red Barnet ungdom, Ungdommens Røde Kors